Svømmecenter Søholt

Silkeborgs nye svømmecenter åbner i 2029

Et helt nyt svømmecenter er på vej til Silkeborg

I januar 2029 slår Svømmecenter Søholt dørene op til moderne faciliteter for både motionssvømmere, børnefamilier, foreninger, elitesport, genoptræning og alle, der holder af vand. Første spadestik forventes i 2027.

Centret bliver et naturligt samlingspunkt for svømning, leg, motion og wellness og er skabt med fokus på både funktionalitet, arkitektur og naturoplevelser. Med sin placering på Søholt – tæt ved JYSK Park – bliver svømmecentret en markant destination i Silkeborg.

På denne hjemmeside kan du følge projektet og læse mere om det kommende svømmecenter.

Det kommer Svømmecenter Søholt til at indeholde

Når dørene åbner i 2029, kan du blandt andet glæde dig til:

50-meter konkurrencebassin med otte baner

Perfekt til motionssvømmere, klubtræning og stævner. Det moderne bassin giver optimale forhold for den seriøse træning.

25-meter bassin med vipper

Et alsidigt bassin med plads til både leg, undervisning og udspring. Her finder du vipper, der gør det ekstra sjovt at hoppe i vandet.

Familiebassiner med masser af aktiviteter

Et hyggeligt område, hvor hele familien kan være sammen. Her er masser af vandleg, aktiviteter og plads til både de mindste og de lidt større vandhunde.

Vandrutsjebane, som bevæger sig både inde og ude

Sus gennem sving og kurver på den spændende vandrutsjebane, der starter indendørs og fortsætter ud i det fri, inden turen ender med et plask tilbage i bassinet.

Varmtvands- og genoptræningsbassin

Nyd det varme vand, der er ideelt til afslapning, genoptræning og skånsom motion. Bassinet skaber de perfekte rammer for både velvære og rehabilitering.

Wellnessområde for afslapning og velvære

Træk stikket fra hverdagen og forkæl dig selv i rolige omgivelser med sauna, dampbad og andre faciliteter, der indbyder til afslapning og fornyet energi.

Et hus med plads til alle

Svømmecenter Søholt skal være mere end et sted, man svømmer. Det skal være et sted, hvor mennesker mødes – uanset om man er elitesvømmer, skoleelev, forælder, i gang med genoptræning eller bare vil svømme sine baner.
Bygningen er delt op i flere bassinrum med forskellig loftshøjde, så hvert rum passer til den aktivitet, der foregår der. Alligevel hænger rummene sammen, både visuelt og i praksis.

Der bliver fire bassinrum: et 50 meter-bassin, et 25 meter-bassin med vipper, et genoptrænings- og varmtvandsbassin, samt familiebassiner og et wellnessområde. Alle bassinerne ligger rundt om det store familiebassin i midten, så man hele tiden har udsyn til de andre rum – og til naturen udenfor.

Tanken bag byggeriet er enkel: når mange forskellige mennesker bruger huset på samme tid, skaber det liv og fællesskab, som gør stedet bedre for alle. Jo flere, der bruger husets faciliteter i løbet af dagen, jo bedre kan Fonden Silkeborg Svømmecenter også drive stedet på en sund og ansvarlig måde.

Tidsplan

Projektet følger denne overordnede tidsplan:

2026-2027

Planlægning og projektering.

Begyndelsen af 2027

Forventet første spadestik.

2027-2028

Opførelse af Svømmecenter Søholt.

Januar 2029

Forventet åbning.

Et stort samarbejde

Svømmecenter Søholt er et omfattende byggeprojekt med et samlet budget på 255 millioner kroner.

Bag projektet står Fonden Silkeborg Svømmecenter, mens Silkeborg Kommune bidrager til finansieringen og stiller garanti for projektets lån.

Projektets samarbejdspartnere er:

C.C. Contractor

Totalentreprenør

GPP Arkitekter

Arkitekt

D|K2

Bygherrerådgiver

AFRY

Rådgivende ingeniør

Aqua-Teknik

Bassiner og vandbehandling

Svømmecenter Søholt – en grøn pavillon i skovlysningen

Silkeborg er kendt for sine store skove og søer – et landskab, der er en stor del af byens identitet. Søholt-området ligger midt i denne natur, omgivet af høje træer og skovbryn, og det nye svømmecenter er tegnet, så det passer ind i landskabet og respekterer den natur, der allerede er der.

Bygningen skal virke moderne, men også tidløs. Den er bygget i en skala, der føles menneskelig, og den er åben og indbydende – uanset hvor man kommer fra, møder man et hus, der byder én indenfor. Selve navnet Søholt har en historie: det gamle danske ord "holt" betyder "lille skov", så Søholt kan oversættes til "søen i den lille skov". Med det som udgangspunkt er svømmecentret formet som en let bygning i skovens lysning, hvor bassinerne ligger under husets grønne "trækrone".

Grunden, huset skal bygges på, er rund og omkranset af store, gamle træer, som får lov at blive stående. Selve bygningen er formet efter denne cirkel: ved indgangen samler huset sig om det centrale familiebassin, hvorfra man kommer videre til de øvrige bassiner, omklædning, kontorer og foyer.

Bygningen vender sig forskelligt mod de forskellige verdenshjørner. Mod nord og øst ligger skoven tæt på bygningen, så man kan opleve at svømme under trækronerne. Mod syd og vest åbner huset sig i stedet op mod pladsen foran og gaden Strædet, med store vinduer, café og vandaktiviteter, der byder forbipasserende indenfor. På den måde er bygningen både aktiv og synlig ud mod byen, og rolig og tilbagelænet ind mod skoven. Udenfor bliver der plads til ophold og træning under træerne, så forbipasserende kan få et kig ind til livet i svømmecentret.
I overgangen mellem svømmecentret og skoven laves der en række grønne "øer", som deler de store udearealer op i mindre og hyggeligere rum. Øerne er forskellige i størrelse og form – nogle bruges til at samle regnvand, andre er små træplantninger eller bakker lavet af den jord, der bliver gravet op under byggeriet. Sammen giver de en varieret og spændende udsigt, både når man går udenfor, og når man kigger ud fra bassinerne.

Selve pladsen foran huset bliver et sted, man kan gøre stop – før eller efter et besøg i svømmehallen, som pause på en gåtur, eller som mødested for en løbe- eller cykelklub. Med bænke, borde og et gulv med cirkelmønstre, der minder om ringe i vandet, bliver pladsen en del af oplevelsen, allerede inden man går ind ad døren.

Et varmt og imødekommende interiør

Når man træder indenfor, møder man en stemning, der er venlig og indbydende. Der er brugt naturlige materialer og varme farver, som både dæmper lyden i rummene og giver en hjemlig følelse. Sammen med dagslyset skaber det rum, man har lyst til at være i – også når man ikke er i vandet.

Materialerne er lyse og enkle: træ, beton, glas og klinker, som samtidig kan tåle den daglige brug, et travlt svømmecenter udsætter dem for. Den kølige beton og det varme træ spiller sammen med lofter i naturfarvet træ, trælister og klinker i forskellige farver og formater.

Farverne er hentet fra naturen omkring Søholt: det blå vand og den grønne skov går igen både i bassinerne og på bygningens overflader, ude som inde. I foyeren, caféen og ved familiebassinerne er der plantekummer, så naturen bogstaveligt talt flytter indenfor, og grænsen mellem ude og inde bliver mindre tydelig.

Lyset og de tekniske installationer er placeret, så de ikke tager opmærksomheden fra rummene selv, men blot understøtter oplevelsen. Resultatet er et interiør, der føles rart at være i – uanset om man skal træne, lege eller bare slappe af.

Et lysende vartegn

Om aftenen skifter bygningen udtryk. Den gennemsigtige del af facaden ved indgangen er lavet med et mønster af huller, som lyser op indefra og skaber et flot syn. En hilsen til byen, der minder om Jysk Parks facade og de oplyste broer over motorvejen ved Silkeborg. På den måde bliver Søholt et nyt vartegn, man kan genkende både fra området og fra Ansvej.

Facaden er bygget op i to dele. Den øverste del løber hele vejen rundt om bassinerne og kontorerne og er tænkt som husets grønne "krone" – en reference til trækronerne i skoven omkring. Den er beklædt med grønne, bølgede plader og perforerede stålplader i et mønster, der minder om grene, der krydser hinanden. Om aftenen, når lyset fra svømmehallen skinner ud gennem facaden, får huset et helt særligt udtryk.

Midt på bygningen, hvor familiebassinerne ligger, får facaden sit eget mønster, der minder om skoven og et udtryk, der udvikles sammen med fonden og de kommende brugere. Der er samtidig tænkt over, hvor meget man kan se ind i bygningen: jo længere væk man står, jo mere skjult er der ind til bassinerne. Jo tættere man kommer på, jo mere kan man se.

Bygget til fremtiden

Svømmecenter Søholt er tegnet, så det kan ændre sig og bruges på nye måder i mange år fremover, uanset hvordan borgernes behov udvikler sig. Det er et byggeri, som Silkeborg investerer i, til glæde for borgere og foreninger langt ud i fremtiden.

Holdbarheden er tænkt ind fra starten i arkitekturen, i materialerne og i de tekniske løsninger. God placering i forhold til solen, indbygget solafskærmning og en solid ydervæg og tag er med til at holde energiforbruget nede, mens ventilation, varme og køling automatisk tilpasser sig, så indeklimaet altid er sundt og behageligt.

Materialerne er valgt, fordi de holder længe, belaster miljøet mindst muligt, og fordi de er gode for både komfort og sundhed. Samtidig er huset tænkt socialt bæredygtigt: gulve uden trin, skridsikre overflader og enkle, overskuelige rum gør det let for alle, børn, ældre, personer med handicap og folk i genoptræning, at færdes trygt i huset.

Fordi bassinrum og omklædningsrum er indrettet fleksibelt, kan huset løbende tilpasses nye ønsker og behov, uden at man behøver at bygge om. Det gør Svømmecenter Søholt til et hus, der er bygget til at holde og til at udvikle sig sammen med borgerne i Silkeborg.

Et svømmecenter for alle

Svømmecenter Søholt bliver meget mere end en almindelig svømmehal. Her er plads til den seriøse konkurrencesvømmer, familien på tur i weekenden, motionisten og dig, der bare har brug for ro og velvære. Uanset om du kommer for at træne, lære at svømme, lege med børnene eller slappe af i wellnessområdet, er centret indrettet med moderne faciliteter og fokus på gode oplevelser.

Der bliver plads til almindelig svømning og motion, svømmeundervisning, klubsvømning, genoptræning, udspring, wellness og masser af sjov for børn og unge i alle aldre. De fire bassinrum er bygget, så aktiviteterne både kan foregå på tværs af hinanden og for sig selv, ved at dørene mellem rummene kan lukkes, når der er behov for ro omkring et bestemt hold.

Alt er tænkt igennem, så alle kan være med, lige fra start. Handicapparkering ligger tæt på indgangen, og der er kort vej fra ankomst til omklædning og videre til bassinerne. I varmtvandsbassinet er der en rampe med håndliste, som gangbesværede og kørestolsbrugere kan bruge, og der laves en tilsvarende rampe ned i familiebassinet, som samtidig kan bruges som legeredskab for de mindste.

 Omklædningsrummene til familier og personer med handicap ligger tæt på varmtvandsbassinet og wellnessområdet, så også de mest sårbare brugere nemt og værdigt kan komme ud i vandet.

Med plads til alle disse aktiviteter side om side bliver Svømmecenter Søholt et sted, hvor hele Silkeborg uanset alder, evner eller baggrund, kan finde sin egen vej til vandet.

Moderne arkitektur i naturskønne omgivelser

Svømmecenter Søholt bliver bygget med en moderne og åben arkitektur. Den gennemsigtige facade og den særlige belysning giver bygningen sit eget udtryk både i dagslys og når mørket falder på. Fra bassinerne er der udsigt til de grønne områder omkring Søholt, så naturen bliver en del af selve oplevelsen. Arkitektur og teknik er tænkt sammen, så huset både lever op til nutidens og fremtidens krav.

Det nye svømmebad får et klart og moderne udtryk. Facaderne veksler mellem lukkede vægge og store vinduespartier i mørkebrune rammer, som åbner bygningen op mod naturen og de andre sports- og fritidsfaciliteter i området. De store vinduer giver en flydende overgang mellem ude og inde: fra caféen og foyeren kan man se ud til pladsen og det grønne landskab, mens forbipasserende udefra kan følge med i livet inde i svømmecentret.

Nederst er facaden bygget i en solid kombination af lysegrå beton og aluminiumsvinduer Holdbare materialer, der samtidig spiller flot sammen med husets grønne "krone" foroven. Alle facadematerialerne, herunder galvaniseret og malet stål, beton og aluminium, er valgt, fordi de holder længe og kræver meget lidt vedligeholdelse.

Resultatet er en flot og markant bygning i en skala, der føles menneskelig og imødekommende ved indgangen og rolig ind mod skoven, og bygget til at holde sit udtryk i mange år fremover.

Regnvand med omtanke

Et byggeri af denne størrelse skal også passe sammen med det landskab og klima, det bliver en del af – og her spiller regnvandet en overraskende stor rolle.

Alt regnvand fra grunden ved Svømmecenter Søholt skal håndteres på stedet, i stedet for at blive ledt væk i kloakken. Det sker ved, at regnvandet samles og siver ned i jorden – blandt andet gennem regnbede og belægninger, hvor vandet kan trænge igennem i stedet for at samle sig ovenpå. Jorden omkring Søholt er velegnet til det, og løsningen betyder samtidig, at regnvandet bliver en synlig og spændende del af udearealerne – blandt andet i de grønne "øer", som er beskrevet i afsnittet om natur og hus i samspil, hvor nogle af øerne netop bruges til at opsamle regnvand.

Der er også tænkt over, hvad der sker ved rigtig kraftig regn. Terrænet omkring bygningen er formet, så vandet ved skybrud ledes sikkert væk fra selve huset og hen til bestemte områder, der er lavet til at kunne rumme store mængder vand, uden at det går ud over bygningen eller områderne omkring.

Følg udviklingen

Selvom åbningen først finder sted i 2029, er arbejdet allerede godt i gang.

På hjemmesiden kan du løbende følge projektets udvikling, læse nyheder og blive klogere på de mange faciliteter, som kommer til at danne rammen om fremtidens svømmeoplevelser i Silkeborg.

Vi glæder os til at byde dig velkommen i Svømmecenter Søholt.

Har du spørgsmål eller kommentarer til projektet, er du velkommen til at kontakte formand for Fonden Silkeborg Svømmecenter, Steen Vindum på 26 29 37 32 eller steen.Vindum@silkeborg.dk

FAQ – Svømmecenter Søholt

Hvornår er projektet færdigt?

Ifølge den nuværende tidsplan starter byggeriet i foråret 2027. Derefter følger en periode, hvor råhuset bliver rejst, facaden sat op, og installationer og indretning kommer på plads, inden bassinerne bliver bygget og vandet gjort klar. Projektet forventes at være færdigt og klar til indflytning i januar 2029. Herefter bliver de tekniske anlæg sat i gang, og medarbejderne bliver oplært, før svømmecentret kan åbne for borgerne.

Tidsplanen er lavet tidligt i processen og kan blive justeret, efterhånden som projektet bliver mere detaljeret sammen med Fonden Silkeborg Svømmecenter.

50 meter bassinets faciliteter

50 meter-bassinet ligger i sit eget rum og er primært lavet til de dygtige svømmere og til dem, der træner regelmæssigt. Bassinet kan deles op med en flytbar bro, så man kan svømme baner i den dybe ende, mens der samtidig er leg og træning i den lave ende.

I den ene ende af rummet er der plads til træning uden for vandet, og der er også plads til træning langs hele kanten af bassinet, så svømmerne altid har flere muligheder tæt på vandet. Et vindue nederst i facaden giver udsyn til naturen udenfor, mens bassinet stadig er et fokuseret sted til seriøs træning. Der er ikke faste tilskuerpladser, men der bliver bænke, hvor man kan sætte sig og kigge på.

Der er også plads til, at bassinet kan udvides med flere baner senere, og at der kan laves et udendørs wellnessområde i forlængelse af varmtvandsbassinet ved siden af, hvis det bliver besluttet senere i processen.

Hvad indeholder spa afdelingen?

Wellnessområdet ligger i overgangen mellem varmtvandsbassinet og familiebassinet og er tænkt som et roligt sted for mange forskellige brugere – fra folk i genoptræning og handicapsvømning til baby- og gravidsvømning og aftenarrangementer.

Området har blandt andet et koldtvandsbad og to saunaer, og der er et stort vindue ind mod familieområdet, så man kan holde øje med børnene, mens man slapper af. Der er også mulighed for senere at lave direkte adgang til et udendørs wellnessområde med for eksempel et bassin til brug hele året, en udendørs sauna, spa eller "vildmarksbad" – som kan bruges både koldt og varmt, blandt andet til vinterbadning efterfulgt af sauna og snebad. Den udendørs del er dog ikke en del af projektet lige nu, men en mulighed man kan bygge videre på senere.

Wellnessområdet ligger mod nordvest, så det får eftermiddags- og aftensol og en rolig stemning.

Hvordan er tilgængeligheden for handicappede?

Alle skal kunne bruge Svømmecenter Søholt – det er tænkt ind fra begyndelsen, ikke lagt til bagefter. Allerede på parkeringspladsen er der tænkt på tilgængelighed: der bliver seks handicap-parkeringspladser tæt på hovedindgangen, så man let kan komme ind i bygningen. Inde i huset er der ingen trin i gulvet, overfladerne er skridsikre, og rummene er enkle at finde rundt i – med skiltning, der også er nem at se for svagtseende.

Omklædning: I familie- og handicapafdelingen er der tre omklædningskabiner, som alle er store nok til kørestole eller en seng, og hvor man kan få hjælp af en hjælper af det modsatte køn, hvis det er nødvendigt. Der er plads til kørestole ved rummene, åbne arealer til udstyr som kørestole og autostole, og der er handicaptoilet med pusleplads i alle fire omklædningsafsnit. Handicap-omklædningen ligger, så der er kortest mulig vej fra parkering, gennem omklædning og direkte til varmtvandsbassinet – uden at man skal igennem det almindelige bassinområde. Man er dog ikke bundet til handicap-omklædningen: der er også gjort plads til kørestole i de almindelige herre- og dameomklædninger, så man sagtens kan vælge at bruge dem i stedet, hvis man foretrækker det.

Bassinerne: I varmtvandsbassinet er der en rampe, som fungerer som en let skråning ned i vandet – god til både træning og til at komme ned med kørestol. Der bliver også en rampe ned i familiebassinet, som samtidig er sjov at bruge som legeredskab for de mindste. I genoptræningsbassinet kan man bruge en mobil lift, som opbevares i et depot lige ved siden af, så der altid er hjælpemidler til rådighed for dem, der har brug for det. Ved 25 meter- og 50 meter-bassinerne er der også mulighed for at lave en lignende rampe eller trappe, hvis det besluttes senere i projektet.

Kort vej for de mest sårbare: Der er tænkt særligt på korte afstande for dem, der har mest brug for det. Fra handicap-omklædningen er der direkte adgang til varmtvandsbassinet, lige uden for døren, og der er tilsvarende direkte adgang fra genoptræningsbassinet til saunaen, uden at man skal igennem det almindelige familieområde.

Målet er, at Svømmecenter Søholt skal være trygt og let at færdes i for alle – uanset alder, evner eller behov.

Omklædningsrum faciliteter

Omklædningen er delt op i en afdeling til mænd, en til kvinder og en til familier og personer med handicap. Alle tre ligger tæt på bassinerne. I hvert afsnit går man den samme vej: fra skozone til omklædning, videre til toiletter, brusere og en sluse, inden man kommer ud til bassinet – og hvert rum er delt i to ens halvdele, så man kan rengøre eller lukke den ene halvdel uden at genere resten.

Der er skabe og bænke i varme farver og materialer, spejle, toiletter og god plads ved bruserne, samt lukkede kabiner til dem, der hellere vil klæde om eller bade for sig selv. Alle fire afsnit har handicaptoilet med pusleplads, og der er plads til babyudstyr som badekar.

I den fleksible omklædning er der syv rum til familier og personer med handicap, med et fælles område med skabe, bænke og skozone, samt plads til kørestole og autostole. Her kan man klæde om for sig selv og gå direkte videre til varmtvandsbassinet uden at skulle igennem det almindelige bassinområde.

Rummene er også indrettet fleksibelt: dele af omklædningen kan lukkes af eller deles op i to, hvis det for eksempel er en skoleklasse eller et hold, der har brug for at være for sig selv.

Hvem medvirker på projektet?

Projektet bliver til i et samarbejde mellem flere parter. Fonden Silkeborg Svømmecenter er bygherre og står bag ønsket om at bygge det nye svømmecenter som en del af den samlede plan for Søholt-området. Fondens rådgiver på projektet er D-K2 Bygherrerådgivning.

Selve byggeriet bliver udført af C.C. Contractor, mens GPP Arkitekter står for tegningerne og det arkitektoniske udtryk. AFRY er ingeniørerne på projektet og rådgiver blandt andet om konstruktioner, installationer og bæredygtighed. Derudover er der en selvstændig aftale om bassiner, vandbehandling og wellness, som bliver koordineret sammen med resten af projektet.

25 meter bassinets faciliteter

25 meter-bassinet er et af husets mest alsidige bassiner og bruges til alt fra svømmeundervisning og klubtræning til leg og lidt sjov udfordring. Bassinet har en dybde på op til 3,8 meter, hvilket giver god plads under vandet til både vipper og udspring.

Ud over vipperne på 1 m, 3 m og 5 m, er der også en klatrevæg ned mod bassinet, hvor man kan kravle op og hoppe i – et populært element for både børn og voksne, der godt kan lide lidt ekstra udfordring. Bassinet bruges både til organiseret undervisning og klubaktiviteter og til fri leg og motionssvømning, når der ikke er hold i gang.

Som i husets øvrige bassiner er der indbygget RGB-lys i 25 meter-bassinet – altså lys, der kan skifte mellem rødt, grønt og blåt. Det giver mulighed for at skabe forskellige stemninger i vandet, alt efter hvilken aktivitet eller hvilket tidspunkt på dagen der er tale om.

Hvad indeholder saunaområdet?

Saunaområdet er en del af wellnessafdelingen og har to saunaer: en dampsauna og en almindelig sauna med plads til omkring 30 personer, hvor man også kan holde saunagus. Der er et stort vindue ud mod familiebassinerne, så man kan holde øje med børnene, mens man slapper af.

Der er lagt vægt på, at alle kan komme til: man kan gå direkte fra genoptræningsbassinet til saunaen uden at skulle igennem det almindelige familieområde, så folk med nedsat førlighed ikke skal gå længere end nødvendigt. Saunaen er også stor nok til, at man kan tage en briks eller seng med derind, hvis det er nødvendigt.

Sammen med det kolde bad og muligheden for en udendørs sauna på et senere tidspunkt er saunaområdet tænkt som et sted til både genoptræning, afslapning og almindelig velvære.

Familie-bassinernes faciliteter

Familieområdet er hjertet i svømmecentret og det sted, hvorfra man kommer videre til alle de andre bassiner. Vandet har forskellig dybde – 60, 90 og 135 centimeter – så både børn og voksne kan være i vand, der passer til dem, og alle dele af området hænger sammen med ramper eller trin.

Den dybeste og mest centrale del bruges mest til svømmeundervisning og til at vænne sig til vandet, men det fungerer også som et almindeligt familiebad. Herfra kan man komme videre til et bassin med kraftig strøm – en slags "hvirvelkanal", hvor dyser sender vandet rundt i en rundkreds – og til en cirka 60 meter lang vandrutsjebane, som løber udenfor bygningen og ender inde i huset igen. Langs kanten kan der være vandkanoner, som børn og unge selv kan styre, og der er tænkt legeelementer som bobler og springvand i de laveste dele af bassinet.

Længst ude mod facaden ligger et lyst og "tropisk" babybassin, hvor man kan slappe af på liggestole i solen – tæt på den våde café, som familier ofte bruger til en pause undervejs.

Svømmecenter Søholt
8600 Silkeborg



apartmentpencildropflaguserskeyboardhighlight